Bæredygtighed, Bambui

3 Sunde Opskrifter, der rent faktisk smager godt!

3 sunde opskrifter

Sammen med vegetar-blogger Mette Klausen (@vegetarblog), har vi fået samlet tre sunde opskrifter, som rent faktisk også smager godt!

Sådan blev Mette vegetar

Mit navn er Mette Klausen. Jeg bor ude på landet på en lille gård med min mand, datter og sammen med flere af vores dyr.

Jeg går ind for bæredygtighed og økologi og nyder samtidigt, at dyrke mine egne grønsager, da jeg synes at det for mig; går hånd i hånd med det at være vegetar.

Hele ‘rejsen’ med at blive vegetar, startede faktisk som en temauge – og da ugen var omme, fortsatte jeg med at spise vegetarisk. Her opdagede jeg en HELT NY verden med utroligt lækkert mad – som var helt uden kød.

Jeg kunne mærke en positiv forandring på min krop, hvor jeg oplevede større energi, følte mig mere frisk og havde generelt mere overskud. Mine maveproblemer forsvandt – og jeg begyndte at tabe mig uden at være på slankekur. Læs med nedenfor, og find inspiration til sunde opskrifter som du kan lave i hjemmet, med god samvittighed.

#1 Lækker og let pizza med aubergine, løg, grønkål og brie

Sund vegetar Pizza

Sådan laver du denne sunde ret

Opløs gæren i lunkent vand. Tilsæt bagefter olie, salt og halvdelen af melet under omrøring. Tilføj mere mel til dejen indtil dejen bliver glat og smidig, Der skal nok bruges mindre mel end angivet. Sæt dejen til hævning i 50 minutter med et klæde over.

Imens dejen hæver laves toppingen til pizzaen. Skær auberginen i skiver, ca ½ cm. Steg dem lidt gyldne i lidt olie på en varm pande.

Når dejen er hævet, rulles den ud med en kagerulle. Tilsæt tomat fra dåsen og de stegte auberginer. Skær løget og brien i passende skiver, og kom det oven på pizzaen sammen med en håndfuld grønkål. Drys lidt oregano ud over pizzaen. Den er nu klar til at komme i den varme ovn.

Bagetid:

Forvarm ovnen til 250 grader. Kom pizzaen på en plade og bag i ca. 20 min, eller til bunden er sprød og  toppen gylden. Der kan selvfølgelig også tilføjes andet godt fyld på pizzaen – prøv dig gerne frem!

Ingredienser:

Pizza dej:

  • 50g gær
  • 3 dl vand
  • 5 spsk olie
  • 1 tsk salt
  • 50g øko grahamsmel
  • 300g øko hvedemel
  • Samt mel til bordet og udrulning.

Topping:

  • 1 stk. aubergine
  • 1 stk. øko rødløg
  • 3 spsk øko dåse tomat
  • 1 spsk oregano
  • ½ brie ost
  • 1 håndfuld grønkål

#2 Grønne og sunde spinat pandekager med salat og kikærter

Sunde pandekager af spinat

Sådan laver du lækre og sunde pandekager

Spinatpandekager er superlækre madpandekager, som er en skøn måde at lave hjemmelavede wraps fyldt med grøntsager, dip, dressing og så er det frit valg om der skal krydret plantekød i eller fx en skøn blanding af salat.

Det tager ikke lang tid at lave de grønne pandekager og så er de geniale til at få ‘tømt’ køleskabet og få spist diverse rester af både grøntsager, dip osv. Pandekagerne får den fineste friske grønne farve når man kommer frisk spinat i pandekagedejen.

Fyldet kan du variere som du har lyst. Pisk æggene sammen med mælk og salt. Tilsæt mel og spinat. Lad den stå og hvile i ca. 20 min.
Hæld pandekagedejen op i en kande, så er det nemmere at lave pandekagerne. Skær derefter grøntsagerne ud.

Server spinat pandekagerne varme og tilsæt fyldt.
Spinat pandekagerne vil også være et hit i madpakken dagen efter –
hvis der altså er flere tilbage!

Ingredienser til spinat pandekager:

Pandekagedejen:

  • 3 øko æg (jeg brugte æg fra egne fritgående gårdhøns)
  • 3 dl øko mælk
  • ½ knsp salt
  • 30 g øko grahamsmel
  • 100 g hvedemel
  • 2 håndfulde øko friske spinatblade
  • Øko. smør til stegning

Fyldet til pandekagerne:

  • 2 dl øko kikærter (husk at sætte dem i blød natten over, eller køb dem på dåse)
  • Små øko tomater
  • Øko agurk
  • Øko rødløg
  • Øko gulerødder
  • Creme fraiche

#3 Hurtige og lette veggie deller med bulgur og grøntsager

Sunde-vegetar-frikadeller

Sådan laver du sprøde og sunde vegetar-deller!

Veggie deller kan både spises sammen med en god salat eller bruges i en burger.

Kom bulgur ned i vand – tilføj lidt salt og kog det op, indtil de er møre. Rens og skræl grøntsagerne. Hak grøntsagerne (jeg bruger min foodprocessor) da det er hurtigt og nemt. Tilsæt oregano, æg, rasp og det kogte bulgur til grøntsagerne. Smages til med salt og peber. 

Plantefarsen skal trække i ca 15 minutter før brug. Det gør det lettere, at forme den til deller.

Steg plantedellerne i lidt olie indtil de er gyldne på begge sider.

Plantedellerne kan godt fryses ned, hvis der altså bliver nogle tilovers. Jeg plejer at lave dem lidt større, når jeg vil bruge dem i en burger.

Ingredienser til lækre og sprøde vegetar-deller:

  • 3 dl øko bulgur
  • 2 øko løg
  • 4 øko gulerødder
  • 1 øko æg
  • 1 håndfuld grønkål
  • 1 dl rasp eller til plantefarsen bliver mere fast
  • 1 tsk oregano
  • Salt og peber efter smag
  • Olie til stegning

Skriv et svar